Et filmprojekt, som Perlefilm laver sammen med de store børn i Halsnæs Kommunes børnehaver.
Vi glæder os til at invitere jer alle til en stor filmpremiere i biografen til december i henholdsvis Hundested og Frederiksværk Kino, med en visning for børn og pædagoger om formiddagen og for forældrene om eftermiddagen.
Men der er jo frygtelig lang tid til, og det er svært at forstå for alle de medvirkende børn, som kunne tænke sig, at filmen lige blev tryllet frem på stedet. Men sådan går det jo desværre ikke. Det tager lang tid at lave en film, når alle stumper skal klippes sammen.
Vi har derfor her på siden samlet nogle råfilm fra hver børnehave, hvor alle børnenes animationer og figurer kan ses præcis, som de blev optaget på dagen, samt nogle andre film som små smagsprøver på, hvordan det kommer til at se ud, når billederne bliver redigeret.
Alle børnehaver har haft besøg af Drømmefangerne eller Drømmeheksen og har været ude at fange drømmebilleder med lommelygter, rimet og sunget.
Børnene har haft bamser og sovedyr med, og vi har snakket om drømme og vi har lyttet til mange forskellige historier fra drømmelandet fra Perlefilms “Sov nu godt” kanal på Spotify -> LYT . Til sidst har vi øvet os på remser. Alt dette kommer til at udgøre lydsiden til den film, som I naturligvis er inviteret ind at se i biografen.
På billedsiden har børnene lavet stopmotionfilm ud af alle mulige materialer fra Perlefilms Filmværksted. Hvert barn har lavet et collagebillede, som efterfølgende er blevet animeret på iPad. Et par eksempler på disse fantastiske kunstværker kan I se her udstillet i galleriet i guldramme.
Hvis I har lyst til at blive lidt længere i Drømmelandet, så er projektet her inspireret af vores godnathistorier, som du finder i universet “SOV NU GODT”.
På vores filmworkshops har vi blandt andet benyttet Perlefilm Værkstedet, som er et komplet filmværktøj til institutioner og skoler. Det eneste du skal bruge er en tablet, mobiltelefon eller iPad - og så lidt fantasi.
Sammen med Børneringen har vi udviklet et pædagogisk filmværktøj målrettet børn i børnehaver og i indskolingen. Filmværktøjet består af en lang række taktile og sanselige materialer og elementer til at lave din egen stop motion film fx med applikationen Stop Motion Studio Pro. Læs mere her:
Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Halsnæs Kommune